YouTube Kanalen

Bobby og venner

Hverken Ib eller jeg bruger de gængse sociale medier.

Til gengæld har vi en kanal på YouTube.

Kanalen som vi har døbt ‘Bobby og venner’, bruger vi til at lægge forskellige videoer op. Det er jo ligesom det man bruger en YouTube kanal til.

Du finder vores kanal her>>>

Hvorfor en YouTube kanal?

I forbindelse med at vi kører på ferie på MC, besluttede vi os for år tilbage at lave et par små film fra turen, så familien derhjemme kunne følge med. Den største bonus ved det er, at vi bagefter har en dagbog fra vores ture, hvilket vi nyder at se i løbet af vinteren, og i årene som kommer.

Når vi er på ferie forsøger vi at uploade en film fra hver dag. De fleste hotellers wifi er efterhånden af en god kvalitet, men enkelte steder kan det ikke trække uploadningen. Så må vi pænt vente med at lægge filmene op, til vi kommer frem til et sted med ordentligt wifi.

Vi bruger også kanalen til andre slags film,  f.eks. hvordan man får sprød svær på flæskestegen, en film som blev lavet på opfordring af vores børn. Vi kan dog se at det ikke kun er vores børn som ser den.

Vi bor tæt på det område hvor man bygger et supersygehus i Odense, Nyt OUH. Det laver vi også små film om.

Det bliver nok lidt en blandet landhandel den YouTube Kanal.

Hvorfor ‘Bobby og venner’

Det kom sig af at Ib anskaffede sig en lille Parrot Bebop 2 drone. Der af navnet ‘Bobby’.

Ud over dronen har vi også et GoPro Hero 4 kamera, et alm. kamera og så selvfølgelig vores iPhones – Det er vennerne.

Selvom vores MC’er er et kapitel for sig, så skal det lige nævnes at Ib kører en BMW K1600GTL og jeg kører en BMW R1200 C. De hjelme vi kører med er BMW System 6 hjelme, og det beslag vi bruger til GoPro’en på vores hjelme er specialdesignet, så det hurtigt kan afmonteres og flyttes til en anden BMW System 6 hjelm. Det er Ib selv der har stået for design og udformning. Han har selv lavet så fjernbetjeningen kan benyttes fra styret af MC.

Vi bruger desuden iMovie når vi redigere film, da det er super nemt at arbejde med. Filmene på ferierne er lavet på en iPad.