Staldknægt i Italien

Italien – 1990

Som sagt så besluttede Simon og jeg os for at prøve lykken i Italien. Vi rejste derned med toget og blev indkvarteret hos en veninde til Simons søster som boede med hendes amerikanske mand på en base for det amerikanske militær. Så er det også afprøvet. Vi hyggede os meget sammen med de to, men det var ikke nemt at finde et job i en stald i et område som vi ikke kendte, eller hvor vi ikke kendte nogen. Efter nogle uger fik vi endelige en chance hos en træner som trænede i nærheden af væddeløbsbanen i Pisa. Vi tog ud og snakkede med ham og han bad os ride med ud på et lot, og da vi kom tilbage blev vi ansat på stedet.

Jeg husker egentligt ikke hvordan vi fik et værelse, men vi flyttede ikke desto mindre ind hos en ældre dame, hvor vi boede på et lille værelse, og brugte køkken og bad. Vi gik langt hver morgen og aften for at komme på arbejde, og min hukommelse siger et eller andet med en knallert, men jeg er da ikke sikker på om det var i Pisa vi brugte sådan en.

Træneren, Mr. Pistoletti, satte mig til at ride ungheste til sammen med en masse andre fra stalden. I Italien gør man det på en måde som jeg bestemt ikke kan anbefale. Her binder man de nyankomne ungheste op i et hovedtøj om morgenen, smækker en sadel på dem og lader dem stå der i et par timer.

Når de så har vænnet sig til at have det der nye monstrum bundet om maven, så trækker man en 10-15 ungheste over i en lade, hvor man har beklædt væggene og midten med halmballer, så det danner en ring, så sætter man folk op på dem, og så handler det ellers om at holde sig fast på kræet mens den rides træt sammen med en masse andre.

Man skulle helst holde sin plads i rækken, for ikke at skabe alt for meget panik, og det gik hurtigt op for mig hvorfor de Italienske heste var så dårlige i munden i forhold til de danske og engelske. De blev simpelthen ødelagt under tilridningen. En unghest aner jo ikke at et træk i biddet betyder stop, så når man hev i tøjlerne, smed de bare hovedet ovenud og fortsatte.

Man havde ikke meget kontrol over noget som helst. Først efter nogen tid i ringen blev de roligere og man begyndte at kunne kommunikere med hesten. Om hesten skulle igennem samme tur et par gange kom helt an på hvor stædig den var. En ret rystende oplevelse. Tænk hvis Javier havde været ansat her. Han ville have fået et chok af en anden verden.

Jeg kan godt se at man sparede meget tid på at gøre det sådan her, men det har også store omkostninger. Hestenes munde mistede deres følsomhed, og det må have givet problemer på væddeløbsbanen og i det daglige arbejde.

En anden ting vi undrede os over, var at man meget ofte red med 2 tøjler. Når man rider væddeløbsheste holder man tøjlerne på en lidt anden måde end når man ridder almindelige rideheste, og det var besværligt at have to tøjler i hånden på samme tid. Jeg spurgte engang en af de andre om grunden hertil og fik det svar at det var i tilfælde af at den ene knækkede. Jeg var målløs.

Det gik dog hurtigt op for mig at der nok var en grund til det. Ikke nok med at hestenes munde var håbløst ødelagte, staldfolkene passede også dårligt på deres ting, så det hændte faktisk at tøjlerne knækkede. Vi sørgede dog for at få fat i nogle som var ok, og red derfor kun med en tøjle.

Vi blev kun i Italien i kort tid. Vi besluttede vist at det ikke var det værd. Følte måske at det var mere med livet som indsats end det plejede at være. Vi rejste derefter tilbage England for en stund.

1. Det ubekymrede ponyliv
2. Amatørjockey
3. Stutteri på Mallorca
4. Staldknægt i England
5. Staldknægt i Italien
6. Afslutningen