Staldknægt i England

England – 1989/90

Jeg fløj fra Billund til London og tog toget ud til en by i nærheden af stalden hvor jeg skulle arbejde. Jeg tog derefter en taxi fra banegården og ud til stalden, og jeg husker stadig den køretur. Det var helt vildt skræmmende at køre i den forkerte side af vejen, og da det var mørkt blev oplevelsen endnu mærkeligere når man mødte andre biler på vejen. Da taxichaufføren sætter mig af, giver han mig hans telefon nummer, i tilfælde af at jeg skulle få brug for hjælp. Han var vist nervøs for mit helbred. Jeg fik dog heldigvis aldrig brug for at ringe efter hjælp.

De første par dage i stalden var frygtelige. Jeg var ensom, syntes min bolig var lort og jeg blev snot forkølet. Jeg var bare SÅ klar til at rejse hjem igen. Jeg kom jo lige fra det varme Mallorca, hvor jeg godt nok havde haft min egen bolig, men jeg havde jo arbejdet for en familie, og blev opfattet som en del af den. Det der fik mig til at blive var ikke udsigten til at ride væddeløbsheste i en professionel stald, for det kunne jeg jo gøre hjemme i Danmark. Nej grunden til jeg blev, var at jeg ikke ville være til grin hjemme i den danske væddeløbsindustri. Jeg ville blive så flov over mit nederlag at det ønskede jeg bare ikke byde mig selv, så jeg blev.

Jeg bed det sure i mig og fik lidt styr på mit værelse. Jeg lærte hurtigt at finde nogle at snakke med og kom til at holde af det hele. Det sure med det søde. Jeg hørte senere at en af de piger jeg havde redet sammen med i Danmark også havde været i England, og hun tog faktisk hjem efter ganske kort tid. Det kan være en meget barsk oplevelse. Man bliver ikke betragtet som ret meget når man arbejder som stablelad, men for mig var det oplevelsen værd at blive.

Rygtet

Mit rygte var landet før mig. Jeg havde redet væddeløb i Danmark, jeg var pige og jeg var udlænding. Det hele var en interessant cocktail, når man skal arbejde i en væddeløbsstald i England. En af de første dage, da jeg havde hentet mine ting i ”The tack room” (saddelrummet) går jeg forbi en af staldens andre piger (vi var omkring 5 piger og 35 mænd) og idet døren lukkede bag mig, hørte jeg hende sige ”she isn’t that pretty”.. (hun er ikke SÅ smuk), og jeg gik smågrinende derfra, for jeg var slet ikke klar over at der kørte en konkurrence om hvem var smukkest.

Jeg betragtede bestemt ikke mig selv som hverken pæn eller smuk, men hun havde åbenbart alligevel følt sig en lille smule truet. Jeg var sådan set også ret ligeglad. Jeg fik dog min del af opmærksomhed, i og med at jeg var udlænding, og mit selvværd blev ikke mindre af at få den del af opmærksomhed.

Indkvartering

Jeg blev indkvarteret i et hus som jeg skulle dele med 2 andre piger. Jeg opdagede at det, på dette punkt, var et stort fortrin at være pige, da jeg så slap for at skulle dele bolig med en hel masse, som alle de unge mænd der arbejdede for stalden. De boede i noget man kaldte ”The Hostel” hvor de var 20 eller flere om at dele bad, opholdsstue osv. De boede 2-3 personer på hvert værelse, og de spiste i en kantine som blev drevet af et ægtepar. Jeg spiste der også, fordi det var nemmere og billigere end at skulle gå hjem og lave egen mad. Når jeg kom hjem efter en lang dag i stalden, gad jeg bare ikke lave varm mad. Frokosten blev også indtaget her, og gad jeg ikke det, så kunne jeg selv sørge for det.

Staldanlægget

Selve staldanlægget var et åbent anlæg. Der var asfaltbelagte stier rundt foran de fleste bokse, især i det inderste hovedanlæg. Her var der så græs i midten. Alle boksene havde direkte adgang til frisk luft, og kun om natten blev den øverste bokslåge lukket. Om sommeren stod de åbne døgnet rundt, for at give hestene så meget frisk luft som muligt. Da jeg var ansat havde vi ikke en swimmingpool til hestene, men jeg ved at Poul Cole havde planer om at få en lavet, hvilket man også kan se på hans hjemmeside at han senere fik gjort.

Det var dengang plads til at have omkring 130 heste i træning. På markerne bag staldanlægget, havde man noget man kaldte pens. Det var små flytbare folde. Gitter i metal, der kunne flyttes rundt. Vi skulle være mange når de skulle flyttes. Vi stod rundt om hele arrangementet, og løftede i samlet flok. Vi flyttede så indhegningen hen til et sted hvor hestene ikke havde gnavet græsset helt ned. Tungt arbejde, som så meget andet i en engelsk væddeløbsstald.

Et eksempel på “en” pen-fold
Dækkener til luftning foran boksene

Staldarbejdet

Arbejdstiden lå fra 6-13 og igen fra 16-18. I indgangen til stalden hang der en tavle med alle medarbejdernes navne på i en lang rækkefølge. Hver hest havde så en lille plade med sit navn på, og disse plader blev placeret ud for den rytter der skulle ride dem. Vi havde alle hver 3-4 heste som vi skulle passe. Vi skulle muge ud (her var der desværre ikke folk til at klare det sure job) fodre og tage til løb med ”vores” heste.

Man skulle ikke nødvendigvis ride ens egne heste. Det var altid surt at have mere end 3 heste ud for ens navn på tavlen, for det betød at man skulle muge ud hos den hest udover dem man passede fast. De 3 første heste var dem man skulle ride i 1.- 2. og evt. 3. lot.

Tavlen med navne på ansatte i hvidt yderst til venstre
Alle navnene på hesten står i gult.
De første 3 rækker er heste der skal rides, og resten skal enten muges ud eller skal til løb.

At muge ud i en væddeløbsstald i England er ikke en sag for de sarte. Man kan ikke have 40 trillebøre stående i en stald med heste hvor nogle af dem havde en værdi af flere millioner af pund stykket. Alle bliver derfor udstyret med en ”mucksack” som består af et nylon lærred på 150×150 cm. Dette lærred spreder man ud på gulvet foran boksen, og lægger hestelorten midt på.

Når man har lagt det man mener at kunne bære, samler man de 4 hjørner, snor dem sammen til en, vender ryggen til, holder fast i lærredet og går ned i knæ. Man har fast i lærredet hen over skulderen, og i et ryk hiver man det op på ryggen. Jeg aner ikke hvor mange kilo man kan bære på denne måde, men det er ikke så lidt. Man bærer derefter lortet ud til møddingen hvor man så slipper lærredet og lader det falde ned. Man skal endelig huske at have fat i et hjørne af lærredet, ellers må man ned efter det i møddingen.

Inge i gang med udmugning
Her får jeg hjælp til at få “lortet” på nakken.
Sådan en “sæk” lort kan veje godt til.

Når vi mødte, startede vi med at muge ud hos vores heste og når alle var færdige, gik man hen til den hest man skulle ride i 1. lot. Den fik man striglet og sadlet op, og når alle var klar trak man ud og sad op. Derefter skridtede man rundt i nogle store kredse i staldområdet og ventede på instruktioner. Det ville enten være selve træneren eller den assisterende træner der ville give ordre, og når man var klar red man ud i flokke alt efter hvad man skulle lave på den pågældende hest.

Det er en meget stor oplevelse at komme ridende ned af indkørslen til stalden sammen med 40 andre ryttere. Enten skulle hestene op og gå let arbejde op af en lille bakke som træneren havde i forbindelsen med stalden. Ellers skulle man ud og skridte og trave en tur på vejene. Hvis det var rigtig dårligt vejr, RIGTIG dårlig vejr altså, så blev vi alle gennet op i en indendørs ridebane (indoor school). Det var en overdækket ring hvor vi så ville ride rundt og rundt, mens musikken spillede. Hvis man vel og mærke huskede at tænde for musikken.

Når man kom tilbage fra 1. lot blev der serveret morgenmad i kantinen, og den blev indtaget med stor glæde, da vi ofte var kolde på dette tidspunkt, især om efteråret og vinteren. Efter morgenmaden var det tid til 2. og derefter for nogen, 3. lot. Når alle heste var tilbage i stalden blev der fejet på staldgangene, dækkener blev lagt til tørre hvis vejret var til det og vi gik til frokost. Nu havde vi fri indtil kl. 16.

Når vi mødte igen kl. 16, skulle vi ordne vores egne heste. Vi skulle strigle dem, ordne deres bokse så alt var tip top, og vi skulle sørge for at de havde hø og vand til natten. Når alle var ved at være færdige ville træneren gå en runde. Han kom ind i næsten hver boks og kiggede til hesten. Vi kunne ikke fremvise vores egne heste, da han bare tog stalden fra ende til anden, og det gjaldt om ikke at spilde hans tid, så når han havde været i boksen, ville man skynde sig at smide dækkenet på hesten igen, lukke døren og skynde sig hen til den næste ledige boks.

Her ville man binde hesten op, tage dens dækken af, sørge for at ordne boksen hurtigt hvis hesten havde nået at rode rundt i den og være klar til chefens ankomst. Sådan ville det gå indtil alle heste var færdige og tjekket af chefen. Derefter skulle der fodres, og vi tog hver især en fodrespand og gik ind i fodringsrummet, hvor fodremesteren smed mad til den enkelte hest ned i spanden, mens han sagde hvilken hest det var til. Utroligt at han kunne holde styr på alle hestene, og den individuelle fodring, men det gjorde han altså.

Højt gear

Det hændte at man blev kaldt ind til en af de heste man passede, og i mit tilfælde skete det fordi jeg passede en hoppe som var temmelig temperamentsfuld. Når hesten gik i selvsving blev jeg tilkaldt fordi jeg havde en godt greb på hende. Jeg kunne få hende til at slappe af igen, så træneren kunne inspicere hende som han ville. Jeg blev også kaldt op til de små folde bag stalden, fordi hun gik deroppe og de kunne ikke fange hende. De havde været mange om at prøve, og nu stod hun der og skumsvedte af angst og hidsighed. Til sidst blev de enige om at måske skulle jeg have æren af at prøve, og jeg gik derop.

Da jeg ankom til stedet, bad jeg alle de andre om at holde deres munde, for de stod der og råbte med tilråb og gode råd, og jeg ville have ro om hende. Jeg gik ind i folden, og snakkede stille og roligt med hende, og lige så stille fik jeg beroliget hende, og kunne tage fat i hende og få hende trukket ned i stalden.

Jeg er af den overbevisning, at grunden til at netop jeg kunne få fat i hende, var at for det første så kendte hun mig, og for det andet så taler vi danskere i et meget lavere toneleje end englændere, og jeg er ret overbevist om at stemmen er altafgørende for hvordan hesten opfatter situationen. Hestene er flok dyr, og bruge alle deres sanser. Fornemmer de at folk er oppe at køre i et højt gear, så drøner de lige op i samme gear, og derfor havde jeg nemmere ved at berolige mange af hestene, netop fordi jeg talte i et lavere toneleje.

En af hestene i stalden var engang kommet til skade ude ved startboksen, og jeg skulle hjælpe med at holde den mens ham der havde redet den fik vasket såret inden dyrlægen kom for at sy det sammen. Han stod der og tjattede til det blødende sår, og var tæt på at besvime. Jeg blev træt af at se ham stå der og tjatte til hesten, som jo havde ondt, og jeg så ingen grund til at forlænge smerten ved ikke at få det gjort. Jeg bad ham om at tage hesten i stedet for, og så fik jeg vasket det sår. Han kiggede på mig, og sagde at han mente at grunden til at jeg kunne vaske det sår uden at få det dårligt, var fordi vi spiste heste i Danmark. Kolde og kyniske som vi er i Danmark. Jeg rystede på hovedet af ham og lod som ingenting. Jeg skulle helst ikke have fortalt noget om at jeg faktisk godt kan lide hestekød.

Rider arbejde

En gang i mellem skulle enkelte udvalgte heste ud til nogle træningsbaner hvor de skulle gå seriøst arbejde. Ryttere ville ride hestene frem til stedet, hvor staldens professionelle jockeyer så ville tage over. Det var en stor ære at få lov til at ride arbejde, da man ikke kun skulle give hesten et professionelt ridt, man skulle også kunne analysere ridtet bagefter, og give træneren en klar fornemmelse af hvor hesten var i sin form. Jeg red arbejde en del gange, og jeg tillægger det min erfaring fra ridt i danske væddeløb, at jeg overhovedet fik lov til det. En del af mine kolleger i stalden så meget skævt til at jeg fik lov, for det var jo meget prestige i at ride arbejde.

Inge klar til træningsgalop på Blue Areoplane

Lønforhandling

Som stablelad tjener man ikke kassen. Det er hårdt, beskidt og barsk arbejde, men rig bliver man ikke. Der blev på et tidspunkt snakket meget om at nu skulle vi have lønforhøjelse, og det glædede alle sig naturligvis til. Jeg tror det drejede sig om noget der lignede 10 pund mere om ugen, hvilket nok svarede til omkring 100 kr.

Dagen oprandt og vi gik alle hen til kontoret og hentede vores lønningspose, som blev udleveret en gang om ugen. Alle havde fået de 10 pund mere, på nær mig. Alle lige fra de bedste ryttere og til dem som gik og fejede staldgangene og mugede ud fordi de ikke kunne eller turde ride.

Jeg var tosset, og vidste faktisk ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg var klar til at forlade stalden på stedet, men jeg gik i tænkeboks en dag eller to og så besluttede jeg at tage fanden ved hornene, og gik direkte til bossen. Jeg havde monster ondt i maven og var vildt nervøs, men jeg havde besluttet at jeg ikke ville være til grin.

Jeg spurgte ham, hvorfor alle havde fået lønforhøjelse på nær mig, og han forsøgte at spise mig af med en snak om at det var et spørgsmål om erfaring osv. Jeg svarede ham, at hvis det var et spørgsmål om erfaring, så var han lidt på vildspor, for jeg havde mere erfaring end flertallet i stalden. Han havde jo selv brugt mig til at ride arbejde, så hans snak om erfaring var en tynd kop the af en undskyldning. Han mente derefter at det nok bare beroede på en fejl og jeg fik selvfølgelig mine ekstra 10 pund fremover lige som alle andre.

Jeg er ret sikker på at det ikke bare var en lille fejl. Jeg er af den overbevisning at han troede han kunne undlade at give mig den lønforhøjelse, fordi jeg var udlænding og jeg sagde ikke meget i forvejen. Han blev nok en lille smule overrasket over at jeg konfronterede ham, og når jeg den dag i dag skal til lønforhandlinger, så har jeg min snak med Poul Cole i baghovedet. Hvo intet vover, intet vinder, og lidt til grin kan man altid blive, bare ikke når det drejer sig om løn.

Fritiden

Frokostpausen mellem 13 og 16 blev brugt til forskellige ting. Ind i mellem fik jeg et lift med et par fra stalden ind til den nærmeste lille by, hvor jeg kunne handle ind. Ofte endte frokostpausen i en middagslur. Man kan blive helt afhængig af en middagslur. Efter aftenstaldarbejdet spiste vi aftensmad og så lavede folk det de ville. I hverdagene tog jeg hjem til ”mit” hus og brugte tiden på at læse og se tv. Ind i mellem ville jeg blive oppe på ”the hostel” og se tv sammen med drengene.

Jeg blev også veninde med en af Poul Coles sekretær, som jeg brugte en del tid sammen med om aftenen. Fredag og lørdag aften tog vi ofte på pub i Lambourn som er det sydengelske svar på Newmarket (Englands væddeløbs by nr. 1). Her mødte jeg desuden min kommende mand Simon, nu eksmand.

Jeg foretrækker den engelske måde at gå i byen på. I hvert fald måden det foregik på da jeg var der, det kan jo sagtens have ændret sig. Man tog på pub efter aftensmad og tog hjem når de lukkede ved 23 tiden. Ind i mellem kunne vi overtale pub-ejeren til at holde åben en halv time mere, men det blev for lukkede døre, da det ikke var helt lovligt. Når man så kom hjem, som regel inden kl. 24, kunne man stadig nå at blive forholdsvis frisk til næste morgen.

Når man går i byen i Danmark, så tager man først hjemmefra efter kl. 24 og kommer hjem ud på morgenen. Alt for sent for mig. Især når man møder kl. 6. Den der med at tage på arbejde direkte fra en bytur har aldrig lydt som et eventyr jeg havde lyst til at afprøve.

Jeg tog en tur til det sydlige England for at se nogle af verdens største heste, Shirehorses. De hører til verdens største hesterace, og de var kæmpestore. Jeg kunne knap nå dem over skulderen. Det var fascinerende at se, men jeg foretrak stadig araberhestene. Måske fordi de virker lidt mere overskuelige. Tænk sig at skulle ride på sådan et monstrum. Man ville jo nærmest gå i spagat. Det er så nok heller ikke lige ridning de mest bliver brugt til. I dag har man dem mest for sjov, men i gamle dage var de jo uundværlige i marken.

På besøg i Shirehorse centret i sydengland

Folkefærdet

Folkefærdet omkring væddeløbsindustrien er en sjov størrelse. Stablelads i England er som regel ikke særlig godt uddannet. Jeg vil ikke sige at de er uintelligente, de ved blot ikke bedre. Det er de mest utrolige spørgsmål jeg blevet stillet fordi jeg var dansker. En af dem spurgte mig, hvilket sprog vi talte i Danmark, og da jeg svarede Latin blev der ikke engang rejst et øjenbryn. Hvor skulle de også vide det fra? Jeg er også blevet spurgt om der ikke gik isbjørne rundt i gaderne i Danmark, og jeg måtte så forklare at Danmark ligger ca. på samme breddegrad som Newcastle i det nordlige England. De forvekslede altid Danish med Dutch som er Hollandsk.

Man drillede hinanden så meget som muligt. En af de ældre i stalden bad engang en af drengene om at gå over til smeden og bede om en spand gnister. Smeden kiggede på drengen, og spurgte om de skulle være lange eller korte. Drengen blev forvirret og måtte tilbage til den første for at spørge. Vi som vidste bedre var færdige af grin. Jeg husker egentligt ikke at jeg blev drillet, men der skal da nok være nogen der har taget gas på mig. Så har jeg i hvert fald ikke oplevet det som meget negativt, for ellers ville jeg nok kunne huske det.

Stablelads går utrolig meget op i sex, både i Danmark og i England. Det har nok noget med alderen at gøre idet aldersgennemsnittet ikke er meget over 25. Jeg havde ikke haft noget kørende med nogle af drengene selvom de havde prøvet til nok så mange gange. Min humor var desuden også meget anderledes end deres, og jeg kunne fyre hvad som helst af med et ”blankt ansigt”. De kunne ikke se hvornår jeg fyrede en løgn af og holdt dem for nar.

Derfor kom det meget bag på en af drengene at jeg tog fusen totalt på ham. Gordie – staldens Casanova – pralede altid af sine erobringer, med det resultat at han sårede de piger der havde været i hans net. Jeg kunne dårligt holde ud at høre på ham, og det var ikke sjovt at se pigerne når de var kede af det.

En aften på pubben tog fanden lige pludselig ved mig, og mens jeg står sammen med Lena, en pige fra stalden, kommer Gordie og Norman op til os, og begynder at snakke. Jeg siger til Gordie at jeg faktisk var lidt forbavset over ham. Han kigger på mig og ser spørgende ud. Jeg fortsætter, at jeg var overrasket over at han slet ikke havde pralet over vores tur i sengen weekenden før. Norman tabte bogstaveligt skuffen, og Gordie så ikke mindre overrasket ud.

Nu lå landet sådan, at jeg vidste med sikkerhed at Gordie havde været MEGET fuld weekenden før, og jeg satsede på at han intet kunne huske. Lena kiggede op fra sit glas, og jeg spurgte hende om det ikke var rigtigt, inden hun nåede at spørge hvad fanden jeg snakkede om. Hun nikkede blot, skjulte sin forbavselse overraskende godt, og besluttede sig for at gå med på spøgen for at se hvor den bragte os hen.

Gordie nægtede selvfølgelig, men jeg virkede utrolig sikker i min sag, og i løbet af de næste 4 dage fik jeg ham faktisk til at indrømme, at nu han at kunne huske diverse detaljer, og så begyndte han at prale som tidligere. Stor var hullet i den sårede stolthed da det gik op for ham at jeg havde holdt ham for nar, og alle grinede af ham. Han holdt for en kort tid op med at prale af sine erobringer, men jeg er bange for at han aldrig ville blive meget anderledes. Det var dog noget af en stor sejr, at det endelig gik ud over ham.

Til væddeløb

Når vi var heldige så skulle en af de heste vi passede deltage i et væddeløb. Vi skulle med for at passe hesten under transport og mens vi var på banen. Vi skulle gøre den klar inden løbet, den skulle jo helst ligne en million, trække den rundt i paddocken inden jockeyen som skulle ride den kom, når han var hjulpet op, skulle vi trække den ned af banen foran publikum indtil vi gav slip for at den kunne løbe ned til startboksen. Nu var resten op til jockeyen.

Det var ikke uden en vis del stolthed når hesten kom først over mål, og vi var stolte over vores ”børn”. Der blev også spillet en del på hestene, og vandt den, så var vi jo sikre på at alle i stalden som havde spillet på den, fik lidt ekstra i pungen. Ikke værst når der skulle festes på pubben.

Batra klart til at blive transporteret til løb
Love Street bliver ledt rundt i padocken før løb

Det var sjovt at tage til løb rundt omkring i England. Sommetider var det i nærheden af stalden, og så var det bare ud om morgenen og hjem efter løbet. Andre gange skulle vi overnatte. Jeg har været til løb i det nordlige England, lige under den Skotske grænse, og næsten lige så sydligt man kan komme. Der var gode baner at besøge, og der var baner man helst sprang over.

Dem man helst sprang over, var dem hvor forholdene ikke var skide gode for stablelads, hvor maden man serverede var elendig og dem man elskede at komme på var dem hvor forholdene var i top. En anden god ting ved at tage til løb, var at man var væk fra den daglige trummerum. Man mødte stablelads fra hele landet, og der blev holdt nogle hyggelige aftener på diverse pubs rundt omkring i landet.

Jumphorses

Jeg var ansat hos Poul Cole i godt og vel 9 mdr. og i den tid blev jeg kærester med Simon. Efter nogle måneder besluttede vi at vi ville prøve at arbejde i Italien, og jeg rejste derfor fra stalden.

Efter et kort smut til Italien som jeg beskriver et andet sted, kom vi tilbage til England og flyttede ind i Simons onkels mobilehome. Det var koldt, for det var om vinteren. Jeg husker at vi engang måtte hælde vandet fra badekarret ud af vinduet med kopper, fordi afløbet var frosset til. Simons onkel gav os soveværelset og så sov han selv i et lille bitte værelse, så det må siges at han bestemt var flink.

Jeg fik hurtigt arbejde i en anden stald som trænede både heste til fladløb og til hurdle- og steppelchases. Hurdleraces er galopløb over hegn lavet af løse hække ris, og steppelchases er galopløb over højere spring, gerne levende hække. Det mest kendte er nok Grand National Steppelchase i Liverpool. Jeg sprang ikke med hestene, men jeg trænede dem i arbejde, og disse heste var en del større end dem jeg normalt red i England.

Jeg tror ikke jeg arbejdede for den træner særlig længe for jeg husker ikke ret meget fra den tid. Jeg husker blot ridtene på de kæmpe store heste. Det var en sjov oplevelse at ride på så store heste, og skulle ride dem i arbejde, op af bakker, hvor de skulle bruge meget af deres energi og gå dybt ind i deres galop.

Det er meget svært at beskrive hvordan det føles, men de bevæger sig jo anderledes end almindelige galopheste, fordi de netop er så meget større. Det er ikke dem alle som er så meget større, da mange heste fra almindelige fladløb går over til at være springheste senere. Jeg har nok bare været heldig at opleve et par af de store.

1. Det ubekymrede ponyliv
2. Amatørjockey
3. Stutteri på Mallorca
4. Staldknægt i England
5. Staldknægt i Italien
6. Afslutningen