Amatørjockey

En søndag hvor jeg var på banen og se travløb sammen med Poul og Co., pegede en af hans døtre en dame ud for mig, som hun fortalte var galoptræner. Jeg gik op til den pågældende dame og introducerede mig selv, og spurgte om hun ikke kunne bruge en som mig til at arbejde i stalden i min fritid.

Det damen – som viste sig at være Lis Lentz Jensen fra Brylle – så, var en lille, tynd splejs af en pige på omring 17 år. Lige den rette størrelse til ridning af galopheste. Jeg begyndte nu at ride for Lis i hendes stald i Brylle.

Jeg deltog i tilridning af åringer, jeg var med til at ride arbejde både hjemme hos Lis og på væddeløbsbanen. At ride arbejde består i at træne hesten i at løbe et løb. En vigtig detalje i væddeløbsindustrien. Jeg red hyggeture på vejene alene og sammen med de andre piger i stalden. Når jeg tænker tilbage på de ture vi har taget, så kan jeg også ryste lidt på hovedet her, for vi red rundt på vejene, igennem mindre landsbyer, på halvtossede fuldblodsheste.

1987 – Inge på Sunline

Træningsgalop på Fyns Væddeløbsbane

Jeg husker engang hvor Birgitte og jeg skulle ride et arbejde på to heste. Om vi var i startboks husker jeg ikke, men jeg husker da vi kommer op af banen og runder et sving i pæn fart, så begynder Birgittes sadel pludselig at dreje rundt. Birgitte følger pænt med og pludselig ligger hun på jorden. Jeg tror ikke hun kom til skade, men hesten stak af, og vi var ude og lede efter den længe.

Efter at have rendt rundt i marker og på vejene i nærheden og kaldt på hesten, kom Lis kørende i bil (sønnen kørte bilen) mens hun havde fat i hesten ud af det ene vindue. Der var blod over det halve af bilen, for hesten var kommet en del til skade på bringen og skulle syes.

Den kom sig helt efter nogen tid, og jeg husker ikke denne episode pga. dens tilskadekomst, men fordi jeg stadig med smil på læben kan se det ske i slowmotion. Birgitte, der lige så langsomt glider ned på siden af hesten før hun falder helt af. Jeg nåede faktisk at tænke, hvorfor i alverden giver hun ikke slip. Det er mærkeligt hvilke detaljer man husker.

Michel

Lis købte på et tidspunkt en hest som hun ville starte i eget navn; Michel. Da vi fik Michel i stalden var hun (det var en hoppe) godt og grundigt oppe og køre i hovedet. Hun kom direkte fra Klampenborg Galopbane, og hun skulle lige vænne sig til at bo i en stald hvor alt foregik i et lidt andet tempo end det hun var vant til.

Den første tur jeg tog på hende, var en lille hyggetur, hvor jeg lige skulle lære hende lidt at kende. Jeg fik hende sadlet op, med krydsdækken og hele molevitten, og Lis hjalp mig op. Inden jeg nåede rundt om stalden og hen af markvejen, var det lykkedes Michel at hoppe så meget omkring, at vi havde tabt næsten alt under sadlen. Til sidst red jeg blot videre på hende med et tyndt underlag under sadlen. Hun var virkelig oppe og kører, og jeg havde svært ved at få hende til at slappe af.

Det var hen på efteråret, og markerne var nypløjede, og jeg tog en rask beslutning, og styrede hende ind på en mark, som var virkelig tung at ride i. Jeg lod hende slå over i galop og hun styrtede af sted som var der en vis herre i hælene af hende. Marken var nærmest bundløs, og efter kort tid faldt Michel ganske naturligt ned på jorden, for hun skulle bruge virkelig mange kræfter på at galoppere i det føre.

Da jeg kom tilbage til stalden havde jeg den roligste og dejligste hoppe under mig, og Lis kunne knap tro sine egne øjne. Hesten lignede noget jeg havde gravet op ude på den mark. Hun var total pløret til, men jeg havde fundet ind til Michel.

Martine, Michel og alle de andre

Jeg red træning hos Lis i omkring et års tid før jeg tog en eksamen for at kunne deltage i væddeløb som amatør. Jeg skulle op i en teoriprøve og jeg tror også jeg skulle ride et arbejdsløb på banen før jeg kunne godkendes og få min amatør licens. Jeg har åbenbart bestået begge eksamener for jeg fik inden længe lov til at ride i mit første væddeløb.

Dagen for mit første løb oprandt og jeg var naturligvis temmelig nervøs. Jeg skulle ride en hest, som aldrig havde tjente noget værd at nævne, og jeg skulle ride med feltets laveste vægt, som var omkring 47,5 kilo (inkl. sadel, gjorde og underlag).

Det regnede hele dagen. Faktisk så stod det ned i stride strømme, og til sidst ringede jeg til Lis for at høre om hun mente at løbet overhovedet blev til noget. Hun grinede og sagde at man ikke aflyste væddeløb på grund af regnvejr. Jeg skulle bare komme ud på Fyns væddeløbsbane som aftalt.

Det gjorde jeg så, vejede ind (dvs. alle skal kontrolvejes før og efter et løb for at være sikker på at man rider med den vægt som står i programmet) og satte mig op på hesten. Selve løbet husker jeg ikke ret meget af, men jeg sad bare lige så stille og lod Martine, som hesten hed, passe sig selv og lod hende løbe med den fart hun fandt bedst, og selvom jeg lå ganske langt nede i feltet så fik alle de andre deltagere brændt deres energi af i den dybe, våde og bundløse bane. Lige så stille og roligt bevægede Martine og jeg os op i feltet og sørme om vi ikke strøg først over stregen.

12. september 1987 – Mit første løb, og min første sejr. Til højre: Inge på Martine, til venstre: Peter Sørensen på Spotlight

Jeg tror faktisk der gik et par dage før det rigtig gik op for mig at jeg vandt, og jeg tror også Lis var ganske forbløffet. Jeg var så heldig at vinde det første løb jeg deltog i, og endnu mere heldig at der var et flot sølvfad til rytteren, som jeg senere fik graveret. Jeg vandt i løbet af de næste par mdr. endnu et løb på Martine og fik et par andre gode placeringer på hende.

Jeg skulle ride Lis’s egen hest, Michel, i Dronning Ingrids Ærespræmie løb for Amatører. Michel havde det meget svært med startbokse, og skulle derfor altid sidst ind, samtidig med at hun skulle have blændkappe på. Det er et stykke klæde som man lægger over hestens øjne, for heste har det lidt sådan, at hvad man ikke ser, har man ikke ondt af.

Mens de andre heste er sat i startboks og der efterhånden kun mangler Michel og mig, står der en masse mennesker rundt om hesten for at hjælpe med at få den ind. Lis’s mand René står lige foran hesten og trækker i hovedtøjet. Lige pludselig står René med Michels hovedtøj i hånden og jeg sidder der på ryggen af hesten med fødderne i stigbøjlerne. Som jockey ridder man med meget korte stigremme for at komme så højt op på hesten som muligt, for at kunne flytte vægten så langt frem på hesten som muligt.

Jeg husker at Michel drejer hovedet og kigger ind over banen. Hun står ganske stille samtidig med at der er hektisk aktivitet rundt om os. Det var som at sidde i en boble, Michel og jeg, med et liv af bevægelse og lyde udenfor. En mærkelig oplevelse og jeg når at tænke – dette løb vinder vi.

Folkene rundt om os får hendes hovedtøj på igen, kappen over hovedet på hende og får hende lempet ind i boksen, hvor Lis stod klar til at hive klædet af hende når starten gik. Efter at Michel er kommet ind, går der få sekunder før at boksen går op igen og løbet er i gang. Vi vinder løbet med en længde eller to. Jeg red Michel i en del løb og jeg red hende bl.a. i Klampenborg hvor jeg blev 2.

17.september 1988 Dronning Ingrids Ærespræmieløb
Inge på Michel (i rødt og sort, nr. 8)
17. september 1988
Dronning Ingrids Ærespræmieløb
Ejer og træner Lis Lentz Jensen og datter
16. august 1988
Inge på Pearlitic
Dette billede er et af mine favoritbilleder fra min væddeløbstid.
30. april 1988
1 fra venstre – Buller Boy
2 fra venstre – Inge på Martine
3 fra venstre – Pikant
4 fra venstre – Magnolia Boy

Mens jeg brugte alt min fritid i stalden og på væddeløbsbanen gjorde jeg min uddannelse færdig. Jeg tog en Højere Handels Eksamen (HH) og jeg gik og drømte om at komme til udlandet og arbejde med heste inden jeg fik mig en læreplads i Danmark.

Jeg faldt en dag over en annonce fra et araberstutteri på Mallorca som hed Martenssons Arabian Farm. Jeg syntes det lød rimelig skandinavisk (de var faktisk svenskere) og jeg tog mod til mig og greb telefonen og ringede til stedet. Jeg fik fat i ejeren Ingalil, og jeg fortalte hende hvem jeg var og hvad jeg ville. Jeg spurgte hende om hun ikke kunne bruge en som mig til at arbejde i stalden. Hun bad mig om at sende et stykke papir om mig selv, da hun ikke selv kunne bruge nogen i stalden i øjeblikket, men hun kendte en del på øen som havde heste, og som måske kunne bruge en person.

Jeg fik skrevet lidt ned, og henviste naturligvis til Lis om en reference. Små to uger efter fortæller Lis mig at en dame havde haft ringet for at høre hvad jeg var for en, og lige pludselig ringede Ingalil for at tilbyde mig et job på hendes stutteri alligevel, i stedet for at sende mig videre.

1. Det ubekymrede ponyliv
2. Amatørjockey
3. Stutteri på Mallorca
4. Staldknægt i England
5. Staldknægt i Italien
6. Afslutningen