Afslutningen

Tilbage i Danmark og “Back in Business”?

Da vi kom tilbage til Danmark, genoptog jeg mit bekendtskab med dansk væddeløbsindustri. Jeg red nu igen for Lis i Brylle, og fik ridt som amatørjockey. Jeg fik samtidig en læreplads på kontor, og det blev svære og svære at få tingene til at hænge sammen, og jeg begyndte også at føle det lidt som om at jeg var vokset fra omklædningsrummet på væddeløbsbanen. Alle de venner jeg havde haft, var samme sted som da jeg rejste, og snakkede om det samme som sidst. Jeg var måske vokset fra den periode af mit liv.

1991 Århus – Lis Lentz Jensen og Inge venter i padocken på at jockeyerne bliver bedt om at “sidde op”
1991 Århus – Inge på Kitz

Til sidst valgte jeg at stoppe med at ride væddeløb idet jeg ikke fik trænet nok i fritiden, og så kan det hurtig gå hen og blive farligt, hvis man ikke er i topform. Jeg tog desuden nogle kilo på efter jeg begyndte at arbejde på kontor, og hvis jeg ville fortsætte som amatørjockey, skulle jeg helst holde vægten på omkring de 50 kilo.

Hvis jeg havde ønsket det nok, havde jeg måske også arbejdet for at holde vægten dernede, men jeg var samtidig begyndt at overveje at få børn, så jeg valgte det til sidst helt fra. Jeg fortsatte dog med at ride for Lis indtil jeg så ventede mit første barn og så holdt jeg helt.

Arbejdsulykken indtrådte i 1999, da min yngste har været omkring 2 ½ år, og selvom jeg på det tidspunkt ikke var begyndt at overveje at genoptage min ridning, så blev der nu sat en stopper for de planer overhovedet.

Jeg satte mig ikke op på en hest i flere år. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde det ud. Alligevel skulle jeg lige prøve en ufarlig pony ride tur i et sommerland i 2004, og selvom det gik ganske stille og roligt, og jeg kom både af og på uden at der sket mere end det, så gik jeg næsten grædende derfra.

Jeg havde bare formået at åbne for et sår som nu begyndte at bløde. Jeg følte at jeg havde sparket mig selv mens jeg lå ned. Jeg skulle aldrig have mindet mig selv om hvad det er jeg har mistet. Følelsen af at sidde på en hest var næsten ubærlig. Nu vidste jeg at jeg ikke skulle i kontakt med heste mere. Så hellere holde mig helt fra det, end at have det som en alkoholiker der lige snuser til flasken.

Fortrydelsen

Hvis jeg skal fortryde noget som helst i min tid med heste, må det være at jeg ikke fortsatte mit liv med araberheste, velvidende at jeg i dag nok ikke ville kunne ride dem, men det er araberne jeg savner mest. Jeg savner som sådan ikke væddeløbsindustrien… nej, jeg savner de smukke heste, jeg savner at have den tætte kontakt med en sjæleven, som nærer 110 % tillid til dig, at du vil den det bedste…

..det er mit blødende hjerte der taler her…

Back in business..?!

I slutningen af 2006 begyndte min yngste på 10 at snakke om at gå til ridning. Jeg var både glad og gruede for hvad det kan bringe. Jeg ved jo godt at heste ikke er legetøj og jeg står med samme følelser som mine forældre har måttet føle da jeg begav mig ud i eventyret med hestene. Jeg var nu selv helt afklaret med min situation, og jeg var med hende i stalden et par gange uden at få ondt i sjælen.

Jeg kom endda så langt at jeg tilbød min hjælp engang i mellem i opsadlingssituationen som kan være meget hektisk.

2006 – Clara på Oscar, Virkelyst fritidsklub
2006 – Clara med Oscar, Virkelyst fritidsklub

Efter kort tid besluttede Clara sig for at stoppe med at ride, og her stoppede mit eventyr med heste også.

Jeg er ikke siden hen blevet fristet til at genoptage livet med heste, og det bliver heller ikke aktuelt. Mit liv med heste har haft sin tid, og nu er det minderne jeg lever højt på når vi taler om heste.

1. Det ubekymrede ponyliv
2. Amatørjockey
3. Stutteri på Mallorca
4. Staldknægt i England
5. Staldknægt i Italien
6. Afslutningen

Slut.